Gennem nåleøjet på 20 sekunder

job-image-1Gennem nåleøjet på 20 sekunder Rekrutteringsfirmaet Sangill Group lancerer nyt koncept, der bygger på de afgørende 20 sekunder, der er nok til at danne sig et helhedsindtryk af en person bag en ansøgning Mens finanskrisen lægger en dæmper på virksomhedernes nyansættelser og konkurrencen om de ledige job vokser, så har århusianere på udkig efter et nyt job nu fået en ny mulighed for at få sparring på deres jobansøgninger. “Du har 20 sekunder til at sælge dig selv. Længere tid tager det ikke for den, der læser en ansøgning, at danne sig et klart indtryk af mennesket bag ansøgningen. Det er hårdt, men ikke desto mindre realiteten.” Visdomsordene kommer rekrutteringskonsulent Trine Sangill, indehaver af rekrutteringsfirmaet Sangill Group i Risskov, der i januar introducerede et nyt koncept, hvor hun hjælper jobsøgere til at skrive den ansøgning og det cv, der skal få dem gennem nåleøjet og videre til en samtale. Trine Sangill har i 12 år beskæftiget sig med rekruttering til små og store virksomheder i stort set alle brancher og til en bred vifte af jobfunktioner. “Jeg har ofte siddet med ansøgninger og undret mig over, at folk ikke har mere fokus på det væsentlige. Nogle er bedre til at sælge sig selv end andre, men tit har folk kompetencerne, der efterspørges, men de formår bare ikke at få det præsenteret på en måde, så det vækker opmærksomhed,” siger Trine Sangill. 20 sekunder “Jeg har en stor ballast af viden om, hvad det er, der skal til, for at en ansøgning og et cv trænger gennem nåleøjet og vækker interessen hos den rekrutteringsansvarlige, og jeg har længe haft lyst til at stille den viden til rådighed for jobsøgere.” Siden nytår har hun derfor arbejdet med et nyt koncept, hvor hun bruger de berømte 20 sekunder på at danne sig et helhedsindtryk ud fra en ansøgning og et cv. “Jeg kan hurtigt danne mig et indtryk af, hvor godt en ansøgning matcher en opslået stilling. Folk får en hurtig vurdering af, hvor godt ansøgningen matcher stillingsopslaget samt gode råd om, hvad de kan gøre anderledes. Ofte er det små ting, der gør forskellen. Det handler om hele tiden at skabe opmærksomhed om sig selv og samtidig sætte sig i virksomhedens sted og matche dens behov,” forklarer Trine Sangill, der betragter konceptet som en slags generalprøve på jobsøgningen. “Ansøgningen er et salgsbrev, så sælg dig selv. Tænk dig ind i virksomheden og fortæl, hvad de får, hvis de ansætter dig. Det er også altid en god ide at ringe til virksomheden, men er man ikke velforberedt og har relevante spørgsmål parat, så giver det bagslag,” uddyber hun. Konceptet henvender sig ikke kun til ledige, men til alle, der er på udkig efter nye udfordringer. Mange af dem, hun har hjulpet med ansøgninger, har senere brugt hende som karrierecoach og fået vejledning til resten af jobsøgningsfasen, blandt andet hjælp til jobsamtalen og til karriereudvikling. Tekst og foto af Grethe Bo Madsen