Måske fornemmede du, at målrettethed var den tone, der blev slået an i mit forrige blogindlæg? Hvis ikke, så lad mig slå det fast én gang for alle: målrettethed er de rekrutteringsansvarliges yndlingsmelodi! Så du kan ligeså godt lære den, og nynne med – hver gang du skriver en ansøgning.
Det var en lørdag aften i en kælder sort som kul…
Vi kender dem alle sammen, og i 9 ud af 10 tilfælde synes vi, at de er kedelige, fordi de har tendens til at være slavisk kronologiske og alt for lange.
Hvis du ikke har gættet det, så er det lejlighedssangene, jeg snakker om. De sange, som forældre og resten af familien skriver i anledningen af livets store mærkedage.
Men hvorfor nævner jeg lejlighedssangen i forbindelse med jobsøgning?
Det gør jeg, fordi mange ansøgninger kan minde meget om lejlighedssange. De er nemlig også alt for kronologiske og alt alt for lange. Den eneste forskel på denne type af ansøgninger og lejlighedssangene er, at ansøgningerne faktisk kunne gå hen og blive ret underholdende, hvis de også kunne synges på ”I en kælder sort som kul”!
Skriv i stedet et potentielt hit
Når jeg nu slår sådan på tromme for målrettethed, er det fordi, målrettethed er kernen i enhver succesfuld ansøgning.
Grundlæggende handler det om, at du skal sætte dig selv i virksomhedens sted, og forestille dig, hvad de ville finde interessant at vide om dig i forhold til den stilling, du søger. Derfor fik du i mit forrige blogindlæg tip nr. 2, som var: læs stillingsopslaget grundigt.
Det er nemlig i stillingsopslaget, du bliver præsenteret for de krav, behov og ønsker, som virksomheden har i forhold til den ideelle kandidat til stillingen. Så når du fortæller om dig selv i din ansøgning, skal det være i direkte relation til disse krav, behov og ønsker. Ellers er det slet ikke relevant for virksomheden.
Du får her tip nr. 3, når det handler om at trænge igennem nåleøjet på 20 sekunder:
Drop den kronologiske skrivestil i din ansøgning!
Den kronologiske skrivestil er en faldgrube for at blive alt for generel og dermed irrelevant, kedelig og alt andet end målrettet. Udvælg i stedet kun de af dine kvalifikationer, din erfaring og dine personlige kompetencer, der er allermest relevante for stillingsopslagets krav, behov og ønsker.
Kort sagt, så handler det om, at forfatte 3 eller 4 skudsikre salgsargumenter, der virkelig understreger, hvorfor du er den helt rigtige kandidat til jobbet. For som med lejlighedssangen, så er din ansøgning bare mere interessant, hvis den tager udgangspunkt i nogle få, men yderst relevante episoder fra dit (professionelle) liv.
Et omkvæd, som alle kan synge med på
Det kræver ikke den store musikalske indsigt at regne ud, at det største succeskriterium bag et megahit er, et fængende omkvæd. Og det er netop sådan, du skal betragte din ansøgning; som et omkvæd til dit CV, som er selve sangen om dit faglige og professionelle liv.
Hvad kendetegner så et godt omkvæd? Det skal først og fremmest være nemt at huske! Tip nr. 4 bliver derfor:
Gør din ansøgning kort og præcis. Den må maks. fylde én A4 side!
For kender vi det ikke alle sammen? Vi hiver med stor nysgerrighed lejlighedssangen ud af den altid så kreative sangskjuler, men når vi ser, at den består af 12 lange vers, daler vores interesse gevaldigt! Sådan har den rekrutteringsansvarlige det også med din ansøgning, hvis den er alt for lang.
Så hold din ansøgning kort og præcis, når du serverer dine 3-4 skudsikre salgsargumenter, som den rekrutteringsansvarlige kan gå rundt og nynne med på. For sådan er det med ørehængere og de gode ansøgninger; de er bare ikke til at få ud af hovedet igen!
Rigtig god fornøjelse med jobsøgningen.